Mange mennesker ønsker mere fællesskab.
Mange mennesker har en idé, varierende fra en vag fornemmelse til en besættelse, om at de fællesskaber vi faktisk lever i, ikke er fuldt tilfredsstillende.
Jeg har.
Man kan have oplevelser som giver indtryk af, at et fællesskab kan forandre sig og blive mere tilfredsstillende. Det er en almen erfaring, som dog står i modsætning til en anden almen erfaring, nemlig den, at man ofte vil lide nederlag, hvis man forsøger at forandre et fællesskab til noget mere tilfredsstillende.
Det kan lede i retning af disse konklusioner: Man ikke kan skabe fællesskab. Fællesskaber er noget, der opstår af sig selv. Man kan allerhøjst skabe rammer, inden for hvilke fællesskaber kan opstå.
Spørgsmålene er så:
I det følgende vil jeg vise, at man kommer til at opleve at der opstår bedre fællesskaber, når man mere eller mindre bevidst går ind på nogle generelle vilkår. Jeg vil forsøge at afklare vilkårene for at imødekomme ønskerne om et mere tilfredsstillende fællesskab.
At fællesskaber opstår ”af sig selv” har et præg som en skabelsesberetning af mirakuløs, mystisk, mytologisk eller religiøs karakter.
Det passer fint med, at religioners eksistensberettigelse er at skabe fællesskaber, bl.a. ved at antage fælles fortællinger om det, man ikke kan redegøre for.
Dette religiøse spor er meget interessant at følge; men det er langt og der er en kortere vej, som jeg vil følge her.
Vi kommer til at krydse religionens vej alligevel.
Når man ikke kan redegøre for et spørgsmål, er det ofte fordi det er formuleret forkert.
Hvis spørgsmålet forudsætter noget som slet ikke er sandt, er den åbning som spørgsmålet tilsyneladende udgør, en illusion.
Vi ser det, hvis vi præciserer: At fællesskaber opstår af sig selv, betyder ikke at de opstår af intet, men at fællesskaber opstår af fællesskaber.
Ét fællesskab opstår af et andet. Et meget tilfredsstillende fællesskab opstår af mindre tilfredsstillende fællesskab.
Den forudsætning, som ikke er sand, gemmer sig i ordet ”opstår”, og i at fællesskaber overhovedet opstår.
Fællesskaber opstår slet ikke, hverken af intet eller af sig selv. De forandres.
De vokser frem af noget som allerede er.
Sætningen ”Fællesskaber opstår af sig” selv bærer en arv fra en tid hvor man kunne tro på ”spontan genese”.
Dengang troede man også at mus opstod af sig selv, når vilkårene var til det.
Sætningen bærer også en arv fra en barnlig sprogbrug og tidlig, dichetomisk tænkning: Sort-hvid, enten-eller: Enten har man fællesskab eller også har man ikke.
Hvis det ikke var der, men pludselig er der, så er det noget, som er opstået af intet.
Den korte konklusion på det første spørgsmål, hvordan kan fællesskaber opstå af sig selv, er altså at de opstår af det fællesskab man allerede har.
Har man ét, og hvilket? Svaret er ja - og det kommer an på: Man skal bare søge i retning af det generelle. Er vi ikke af samme politiske overbevisning, så er vi måske af samme køn, samme seksuelle orientering, samme postnummer? Eller art, mennesker? Eller pattedyr? Eller levende væsener? Eller konglomerater af molekyler? Der er altid et sted at begynde.
Musene er der – og hvis de får gode levevilkår, så bliver de mange.
Præcis ligesådan med fællesskaber: De er der.
Hvis de får gode levevilkår, så bliver de mere tilfredsstillende.
Ethvert fællesskab kan vokse sig til et mere omfattende fællesskab.
Eller et mere tilfredsstillende fællesskab; og det er ikke nødvendigvis det samme.
Fællesskab er nemlig ikke nødvendigvis godt. Når vi betegner denne formodet fælles længsel som en længsel efter fællesskab, er det temmelig ubehjælpsomt. Det er gode fællesskaber vi efterspørger, og så sandt ethvert menneske er en blandet fornøjelse af godt og ondt, kan fællesskaber opstå omkring både det bedste og det værste i mennesker: Kærlighed, tillid, sandhedssøgen og produktiv skaben på den ene side - eller had, mistro, løgn og ødelæggelse på den anden. Fascismen er længslen efter fællesskab, når den er allerværst på afveje.
Her var underspørgsmålene: Hvilke materialer har man at skabe rammer af?
Hvordan bearbejdes disse materialer?
Hvilke faktorer modarbejder denne proces ved at skade rammerne?
Hvilke krav skal en plan for rammerne opfylde?
I denne behandling må vi nøjes med en oversigt.
De materialer man har at skabe rammer af, er fysiske og åndelige.
De fysiske rammer
… dannes af det fysiske miljø, fællesskabet udfolder sig i.
At fællesskabet udfolder sig betyder at mennesker lever med en vis samklang i stemninger, som kommer af en vis samklang i det man sanser, føler og gør.
At det fysiske miljø danner rammer betyder, at det styrer, begrænser og beskytter. Mod blæst, nysgerrige blikke og meget andet; men det er det, rammer er: Grænser. Grøfter. Volde. Mure. Hegn og hække. Veje langs med dem og åbninger og låger i dem. De fysiske rammer ændres - det vil sige styrkes, vedligeholdes eller nedbrydes ved det liv, man lever der. De fysiske rammer påvirker personerne og leder ikke bare deres skridt og handlinger, men også deres tanker. Miljøet kan tilbyde steder at mødes og steder at søge ensomhed, sikre/kedelige ruter og farlige/spændende områder, signaler og skilte som angiver valgmuligheder. Elementer i det fysiske miljø fanger personers opmærksomhed, afleder den, skjuler visse ting, fremhæver visse andre. Visse steder rummer skønhed så perfekt, så man kan være helt rolig der, andre udfordrer til handling og atter kalder minder frem, som kan være enten ønskede eller uønskede.
På den måde kan det fysiske miljø påvirke både den enkeltes beslutninger, det liv han lever i miljøet, og den måde han tankeløst ændrer miljøet på.
Tingene og vejene slides til af den brug man gør af dem; men mange af dem er blevet besluttet anlagt på et tidspunkt med mere eller mindre omtanke.
De bedste anlagte fysiske rammer får ofte lov at bestå længe og efterhånden nærmer de sig det åndelige felt: De bliver forbundet med manges gode erfaringer, minder og forventninger. Man kan forholde sig til dem helt uden at tænke: At nærme sig eller bruge dem, ja, bare tanken om det sætter en i en god stemning, og denne oplevelse kan være både meget personlig og meget fælles. Efterhånden bliver de hellige.
De dårligste fysiske rammer giver anledning til spørgsmål og måske forandring; men alene uroen omkring dem betyder at de forbliver fysiske. Hvis de for lov at bestå svinger deres åndelighed sig ikke op over en overbærende humor. Hellige bliver de ikke.
De åndelige rammer
… dannes af det system af forventninger, som fællesskabet udfolder sig i, og også det som vokser i de åndelige rammer er stemninger.
Tillid og mistro er eksempler på gode og dårlige forventninger.
En del af rammerne består af tabuer. Der er ting som i en given sammenhæng ikke gøres, og ting som ikke siges.
Begrebet ”rammer” er en metafor, altså en overgang mellem det fysiske og det åndelige. Den virker fordi man kan udvikle en både detaljeret og meningsfuld analogi mellem de to områder. Jeg vil af og til spare på min udvikling af analogiens fysiske side, og blot minde om den som indledning til de enkelte nye emner.
Også forventningerne danner grænser, forhindringer, blottelser og skjul, beskyttelser, hovedruter og bagveje. Også dette system ændres – styrkes, vedligeholdes eller nedbrydes ved det liv, man lever der. Man tiltrækkes af aktiviteter, som man knytter gode forventninger til og holder sig tilbage fra aktiviteter, som man knytter ringere forventninger til – og forventningerne ændres løbende af de erfaringer man gør. Også forventningerne slides til ved betænksom eller tankeløs brug.
Forventninger er som en vegetation: Nogen vokser stille og roligt, men kan ødelægges hurtigt. Andre vokser hurtigt og er vanskelige at udrydde. For eksempel er tillid en sart plante, mens frygt og mistro er seje at udrydde, hvis de først har fået fodfæste et sted. Vegetationen som metafor mellem det fysiske og det åndelige har givet anledning til endnu en metafor: Kultur, som handlinger forsøger at vedligeholde eller ændre en naturlig vegetation efter menneskers formål.
Også forventningerne har egentlige øjeblikke, hvor de anlægges eller opstår for første gang. Men hvor det fysiske miljø bliver udformet med mere eller mindre omtanke, i bedste fald med teknisk viden om materialer, værktøj og forskellige processers virkning på nedbrydning og vækst, kan man roligt sige, at et moderne samfunds system af forventninger generelt bliver udformet helt uden nogen vedtagen plan. Traditioner for traditionernes skyld og med et temmelig amatøragtigt forhold til det åndelige materiales natur, de egnede værktøj og virkemidler og de faktorer som medfører nedbrydning og vækst. Eller det kan formes med bevidsthed om værktøjets virkning, men med flere forskellige modstridende planer: Det kaldes kulturkamp.
Rammerne i funktion: Grænsen mellem to parceller kan bestå af et levende hegn. Det viser konstant hvor langt hver af naboerne kan forfølge deres egne idéer om havebrug. Men det vokser og aktiverer nye rammer: Hvordan afgøres det, hvornår og hvordan træerne skal beskæres? Det kan ske gennem aftaler om dette hegn eller om konflikter i almindelighed, gennem sædvaneret, som holdes levende og opdateres gennem den sædvanlige nabosniksnak. Grænsen kan også bestå af en offentlig sti. Da grænser den enkeltes territorium ikke direkte op til naboen, og den enkeltes tilbøjelighed til at udvide territoriet møder ikke én persons modstand, men hele den offentligheds, som bruger stien. Således kan en sti begrænse nabostridigheder.
Væggene i huset danner indlysende rammer som leder folks skridt, men er der en forventning om, at man går højre om hinanden, når man mødes i en smal gang?
Hvordan opfattes døre? Hvilke forventninger gør en forskel, og hvilke døre må man åbne uden at banke på?
Inventar og friplads gør de enkelte rum forskelligt egnede til forskellige aktiviteter. Menneskers praksis i rummene danner vaner og forventninger, og vækker måske den indsigt at skænderier i soveværelset skaber dårlige forventninger og anledning til en aftale om, at hvis man ikke kan undgå et skænderi, skal man flytte det til et rum, hvis funktion ikke på samme måde er afhængigt af en forventning om fred og ro.
Når man kommer forbi halvgjort arbejde eller rod, sætter det tanker i gang: Måske stressende tanker som denne: Nu skal jeg snart have det gjort færdigt. Måske provokerende tanker som denne: Hvorfor kan den idiot ikke rydde op efter sig?
Når man kommer forbi køleskabet ser man måske huskesedler. De sætter tanker i gang: Husk dit og dat. Er der rammer for dem? Ordenes betydninger er ”defineret” mere eller mindre fælles, og definitioner er rammer. Hvad betyder ordet ”mælk” på huskesedlen, når mor skriver det? 2 l. letmælk ad gangen? Hvor meget må man forstyrre med, hvis nogen er morgensure?
Fælles forståelse eller misforståelse afhænger af ordenes definitioner, og det gælder fra den daglige mælk på huskesedlen og til de forhåbentlig sjældne skænderier om, hvad hver enkelts ”frihed” og ”ansvar” omfatter.
Forventninger er stivnede tanker. De er bevidsthedens bundfald og bliver de levende tankers fundament.
At bearbejde de åndelige rammer er at bearbejde dette fundament. Man fjerner fra fundamentet ét sted ved at opløse forventningerne her, og man føjer til fundamentet ved at give tanker lejlighed til at stivne til forventninger her.
Hvad er da de levende tanker, som af og til stivner som forventninger?
De fleste af dem er fantasier om noget, som måske er, måske har været eller måske bliver - virkelighed.
Disse fantasier flimrer for vores bevidsthed fordi vi hele tiden forsøger at forudsige hvad der vil ske og hele tiden forsøger at skubbe vores ønsker ind i virkeligheden og vores bekymringer ud af den.
Forventninger er de forudsigelser, som virkelighedens fænomener har understøttet så meget, at vi efterhånden har glemt, at de engang var usikre, og nu tager dem for givet. Den første type forandring (Type 1) består i at føje noget nyt til noget eksisterende.
Man får tanker til at stivne ved at sikre at bestemte situationer altid udløser et begrænset felt af associationer. Efterhånden bliver de vaner, dvs. automatiske og ubevidste, og er så allerede temmelig faste i konsistensen. Den sidste stivnen kommer ved at den frigjorte bevidsthed investeres i andre levende tanker, som man ikke kan eller vil undvære som levende. Da får man interesse i at opretholde sine forventninger som ubevidste, og derefter vil man med sit bevidste liv vedligeholde sine ubevidste mønstre, og hvis de udfordres vil man forsvare dem energisk.
Men man kan gennem de levende tanker også få idéer om, at ens forventningsfundament trænger til forandring af Type 2: Noget eksisterende må væk. Enten fordi det er decideret destruktivt eller fordi det, skønt konstruktivt, er i vejen for noget endnu mere konstruktivt.
Type 2 forandringer er her at opløse visse stivnede tanker, så de bliver levende igen.
Hvis forandringer det skal ske frivilligt, må man kunne se sin egen interesse i seriøs ommøblering af ens eget fundament, hvad der er en ret sjælden indsigt. Hos nogen vokser den frem af sig selv i begrænsede områder, men da altid langsomt. Hos atter andre kommer den som følge af de andres eksempel og pres, men endnu langsommere. Dertil kommer jokeren; at livets stød pludselig tilføjer én skader og tab, som gør det umuligt at leve videre med det gamle fundament urørt. Da udløses ”kriser”, det vil sige en periode, som kan udvikle sig i to meget forskellige retninger: En afstumpning, hvorved personen helt opgiver visse livsområder, eller en nyorientering hvor han gennem egen og andres konstruktive kreativitet kombinerer forandringer af Type 1 og 2, så fundamentet bliver så godt som før eller endnu bedre.
Hvad om man stivner mest eller opløser mest, afhænger af ens personlighed og behov: Har man for få levende tanker sit liv og sin situation, har man for mange eller tilpas? Udløser livet eller bestemte situationer at man i sin bevidsthed ser tomme hylder, overfyldt kaos eller noget midt imellem?
Er man for tiden dum, vanvittig eller noget mere udholdeligt midt imellem?
Gennem en række forskellige processer kan virkeligheden enten understøtte eller opløse ens forventninger, og disse processer er ikke koordinerede fra naturens hånd på en sådan måde, at det ordner sig inden for et enkelt menneskeliv. Derfor har mennesker altid kultur. Kultur er ethvert fællesskabs aktive, mere eller mindre bevidste arbejde for i det mindste at vedligeholde sig selv og i bedste fald at udvikle og styrke sig selv. Dermed bliver forandringsprocesserne til forandringsteknikker.
I det moderne samfund har de færreste mennesker for få tanker i hovedet. Rigtig mange har for mange, så jeg vil begynde med nogle processer, som kan føre til at tanker stivner:
Vi bemærker for det første, at de understøttende processer hægter sig ind i hinanden: At se andres eksempel stabiliserer en tanke. Dette vil medføre gentagelseshandlinger som alt andet lige støtter den yderligere, præcis som et ritual.
For det andet bemærker vi, at disse to processer altid er på spil i menneskelige fællesskaber. Ritualet - enten fordi man følger af andres eksempel - eller som visse fortvivlede menneskers reaktion på at andres eksempel ikke er konsekvent, i form af lidelsen OCD (tilstande, som tidligere kaldtes tvangsneurose), hvor ritualiseringen går grassat.
For det tredje bemærker vi, at ingen af disse processer forudsætter at den tanke, som understøttes er sand, sund eller bare hensigtsmæssig. Det forudsætter ikke engang, at tanken har været tænkt bevidst i mands minde.
For at systemet af forventninger kan blive sandt, sundt eller hensigtsmæssigt, må stivnede tanker revideres en gang imellem, og systemet må udvikles og forbedres. Naturen reagerer ganske vist på menneskers kultur og kan på den måde skabe tvivl om visse stivnede tanker; men ofte går det så langsomt, at de flestes liv er for kort til at bemærke det, og dermed kan ”de flestes eksempel” være tilstrækkelig stærk til at modstå virkelighedens invitation til refleksion hos endnu flere.
Et fællesskab med tankeløst stabiliserede usande, usunde eller uhensigtsmæssige forventninger vil dog før eller siden udløse refleksion hos enkelte og opløse nogle af hans forventninger og vække dem til levende tanker, som måske kan bringes til at stivne i nye former. Hvis denne enkelte nyder megen respekt i samfundet, vil man høre på ham, selv når han stiller spørgsmål til samfundets fundamenter. Da kan han gennem sit liv og sin tale opløse stivnede tanker for mange, måske bringe dem i nye former og udløse nye adfærdsmønstre. Hvis ikke, vil han måske skille sig ud af fællesskabet og måske gå til grunde. Måske vil han udvandre og grundlægge et nyt samfund, måske vil han vende tilbage styrket som en profet, der atter forsøger at få samfundet til at ændre eller omvende sig.
Om det lykkes for ham afhænger af om han har lært at beherske nogle forandringsteknikker hvormed han kan supplere virkelighedens langsomme pres. Flere af de følgende eksempler er dobbeltgreb: De kan opløser én forventning samtidig med, at de etablerer en anden. Nogen retter sig mod at ændre egne forventninger, andre mod at ændre andres, atter andre mod fælles forventninger.
Anstrengelsen for at skabe rammer i det åndelige liv modarbejdes generelt af alt, hvad der enten ikke bekræfter forventninger eller ligefrem skuffer dem. Vores behov for en forudsigelig verden,
Sandheden om fællesskabet.
i. I en aktivitet udstrakt i tid kan de to retninger a. og b. veksle, måske endda meget hurtigt. Man handler kreativt i ét øjeblik og det næste åbner man sig for at optage materialets reaktion på ens handling og her lærer man om materialet og sin egne muligheder.
Hjemmesiden er under ombygning. Jeg lader dette halvfærdige arbejde stå fremme, og vender tilbage og bygger videre. Nu må jeg nemlig tage mig af noget andet…
Kom tilbage senere og se…