Modsætningers fire faser eller tilstandsformer.

At skabe og holde fred kræver ikke, at man ophæver alle modsætninger. Men de kræver, at man kan skelne mellem de modsætninger som beriger livet og konflikterne, som er de modsætninger som gør livet fattigere.

Forandring er et nøglebegreb, og det kan opdeles i to modsætninger: Skabelse og ødelæggelse. At forandre noget er ensbetydende med at ødelægge noget der var, og skabe noget nyt. Man kan lave omelet og det omfatter at man knuser skallen på nogle æg. Ødelæggelse og skabelse gør i dette tilfælde livet rigere, fordi omeletten er mere værd end æggene.

Konflikter skaber også noget nyt; men det som definerer dem som konflikter er at omkostningerne ved konflikter er større end værdien af det, de skaber. Et slagsmål i køkkenet kan måske også godt ende med en omelet; men så der er tabt så meget mere end de nødvendige æg. Det kan være tab af madvarer, ødelæggelser af indretningen, spild af tid, tab af muligheder, tab af fingre og tænder eller tab af tillid.

Det er naturligvis disse uønskede og i en eller anden forstand unødvendige tab, som ganske fornuftigt medfører til at vi skyr konflikter mere eller mindre. Desuden er det usikkerheden: Vil konflikten overhovedet ende med noget af værdi (en omelet for eksempel) og hvis den gør, kan det være de uoverskuelige omkostninger værd? Usikkerheden medfører et tab i sig selv: Spild af den tid, man bruger på at overveje spørgsmålet.

En modsætning og konflikter kan inddeles i 4 faser eller tilstandsformer, som kan kaldes:

1. Magtkamp, 2. Våbenhvile, 3. Inddeling af feltet og 4. Enighed.

Et eksempel: To personer disponerer over et haveareal. Den ene kan lide at avle kaniner, den anden kan lide at avle salat.

1. Magtkamp kan her betyde, at kaninavleren vil udfolde sin kaninavl uhæmmet og lader kaninerne spise den andens salat. Salatavleren dræber på sin side den andens kaniner for at få sin salat i fred. Når personerne mødes, skændes de eller slås. Hver part fokuserer på modparten og er optaget af, hvad de kan tage af hans eller ødelægge af hans med henblik på at skabe frygt og dermed en vis respekt for hver sine interesser. Parterne invaderer hinanden.
2. Våbenhvile opstår når parterne bliver opmærksomme på deres egne tab i konflikten og bliver optaget af at sikre sig mod yderligere tab. De undgår kontakt og holder afstand. Kaninerne holdes så langt væk fra salatavleren som muligt og omvendt. Derved opstår en sikkerhedszone, som ingen af parterne vover at komme i. Våbenhvile er ikke fred, fordi truslen om tab eller konflikt i sig selv medfører et stort tab, nemlig af de muligheder som befinder sig i den sikkerhedszone, som nu ligger brak og i de muligheder som kunne udvikles ved kontakt.
3. Inddeling af feltet. Nu er modsætningerne begrænset, men i kontakt. I det mindste grænsen respekteres og dermed modpartens krav på plads til at udfolde sine interesser. Begge parter har indstillet sig på, at de skal være her begge to, og hele territoriet skal kunne udnyttes trygt. De har oprettet et kaninsikkert hegn, som også udgør grænse for personerne. Kaninavleren holder nu sin del af haven på sin måde, og salatavleren gør det på sin. Hegnet og den forståelse (”Traktaten”) det er rejst i, tillader hele området at blive udnyttet uden risiko for tab. Modsætningerne er ikke ophævet; men både krigstilstandens løbende tab og våbenhvilens tab af plads og muligheder er forbi. Derfor er der nu tale om den ene fredelige tilstandsform. Hegnet er så smalt, at parterne kan komme i kontakt over det. Kontakt betyder ”sam-berøring” og illustrerer derved kontaktens særpræg, grænsen uden udstrækning i modsætning til våbenhvilens demilitariserede spildzone: Afstanden mellem parterne er præcis 0, men der er ingen invasion. Signaler kan passere over grænsen og gør det. Man har en hæk og man taler hen over den. Måske udveksler man håndtryk. Grænsen betyder at begge parter trygt og let kan vende tilbage til en sikkerhed så god som den de havde i våbenhvilen: Man skal bare trække sig ganske lidt tilbage; med grænsen er det nok, til at kontakten reduceres eller afbrydes. Man er ikke enige om hvad der er den rette måde at holde have på, kaninavl eller salatavl; men man respekterer grænsen, passer sit og lader andre passe deres ud fra en minimal enighed om devisen, at vi skal alle være her med modsætninger. Inddeling af feltet rummer altså en ansats af den fjerde tilstand, enighed. Inddeling af feltet kan ske i rum (som i eksemplet her) eller i tid. I andre tilfælde kan man inddele feltet ved at lade den enes interesser bestemme i ét tidsrum, mens en andens bestemmer i et andet.
4. Enighed. I denne tilstand er man blevet enige om, hvad der er den bedste form for have for begge disse to parter: Grænsen er stadig en grænse, som holder kaniner og salat adskilt, men den adskiller ikke længere personerne, for de er så enige, at de kan være overalt i haven, og det gør ingen forskel: Den forhenværende kaninavler har indset det fornuftige i at avle kaniner i den halve have og avle salat i den anden halve, og hvis han kommer i salathaven, vil han passe salaten omtrent så godt som altid har passet sine kaniner – og salatavleren har udvidet sit perspektiv tilsvarende.

Den afgørende tilstand, som er sværest at forstå er den tredje: Inddeling af feltet.

Mange menneskers begreb om konflikter bliver reduceret til to tilstande, krig og fred. Krigen eller magtkampen kender og anerkender alle; men forståelsen af fred er ringe. For nogen bliver begrebet fred dermed højst til våbenhvile, fordi de ikke tror, at man kan blive enige om alt (og det har de ret i) og fordi de ikke har det tredje begreb, Inddeling af feltet.

For andre anerkendes våbenhvilen som en ufredstilstand, men freden bliver en tilstand med enighed om alt, som udover at skønnes urealistisk til overflod tilmed betragtes som uønskværdig, fordi den er for kedelig eller bare uudholdeligt ufattelig, som i sangen ”Jeg elsker den brogede verden” af H.V Kaalund, 1877: ”Var der ej noget at kæmpe for, hvor var vel jeg og du?”

Filosofisk set kan det forekomme overfladisk at vælge noget så kostbart som ufred, kamp, ja, måske endda krig af ren kedsomhed eller mangel på fantasi; men der er væsentlige dybdepsykologiske grunde til, at umodne mennesker vælger det. De overfladiske forenklinger om krig og fred er blot intellektualiseringer af noget kompliceret og dybt personligt, og som jeg vil se nærmere på senere.

I det åbne abstrakte niveau her kan vi sige, at de utallige modsætninger i menneskelige forhold bevæger sig frem og tilbage mellem disse fire faser. Realistisk fredsarbejde består i at hjælpe modsætningerne fra de to konflikttilstande og over i til de to konstruktive modsætninger.

De egentlige magtkampe må i reglen mellemlande i våbenhviler før de kan komme til en af fredstilstandene, fordi parterne må holde god afstand indtil vanetanker, vanefølelser, vanehandlinger og vaneskældsord er svækket tilstrækkeligt af tidens virkning og af, at en våbenhvile trods alt er en lejlighed til at genopdage og påskønne at der er mange andre ting at bruge kræfterne til end kamp.

Men det er hverken nødvendigt eller ønskeligt at sigte alle fredsslutninger mod enighed. Det er fuldt tilstrækkeligt og en del af livets kolorit at lande konflikterne i den tredje fase, inddeling af feltet.

Frands Frydendal, 2009