Ufrihedens forfører, ordet ”skal”.

Ordet ”skal” er et ganske særligt underligt ord.

Når vi normalt skal forklare hvad et ord betyder, er det et ord, som vi har mødt sent, som vi forklarer med ord vi har mødt tidligere; men ordet ”skal” er et af de første ord, vi lærer. Derfor kan vi ikke oversætte det til noget, som ligger os nærmere, og derfor kan en forklaring vanskeligt undgå mange komplicerede, sene ord, som sætter ord på det som gik forud, som slet ikke har fået ord før.

Vi kan begynde med et aktiv-passiv perspektiv: Vi bruger ordet ”skal” i sætninger som andre aktive verber: Jeg støtter, jeg lever, jeg skal.

Men hvad der kommer ud af at bruge ordet skal på denne måde er egentlig ikke aktivt: ”Jeg skal …” beskriver ikke noget, jeg gør. Vi bemærker at ordet tilsyneladende ikke kan sættes i passiv som mange andre ord: Når jeg støtter Peter, kan Peter sige, at jeg støttes af Frands.

Men hvis jeg siger, at der er så meget jeg skal, kan jeg ikke vende det til at der er meget ting, der … skals? Ordene ”Jeg skal …” siges på ét tidspunkt, og det er sikkert ikke samtidig med, at jeg gør det jeg skal. Og det er desuden slet ikke sikkert, at jeg gør det jeg skal.

Hvad er egentlig tilfældet, når jeg siger, at der er noget, jeg skal? Hvad er det jeg siger?

Ord og sætninger beskriver ikke altid noget.

Vi kan også handle gennem ord, udføre talehandlinger: Vi kan råbe Hurra eller sige Tak. Det er ikke at beskrive noget, men at gøre noget som i sig selv forandrer verden lidt. Vi kan også sige ”Hop!” Det beskriver heller ikke noget, men ved at frembringe denne lyd, kan vi udløse at en anden hopper, hvis der ellers er nogen der hører det og adlyder. Når vi bruger verber i bydemåde, f.eks. ”Hop” betyder det at vi byder – vi kommanderer. Vi skubber, med lidt held, en andens handling i gang.

Det er åbenbart, at når vi siger ”Du skal…” så er det nærmest en talehandling, ligesom når vi taler i bydemåde; men det er mere diskret. Det lyder ikke helt så meget som en kommando, som hvis vi ligefrem havde talt i bydemåde, men mere som man fortæller noget.

Men det som følger efter ”Du skal …” er helt sikkert ikke tilfældet endnu. Dermed kan vi stille spørgsmålet ”Er det sandt?” Er det sandt at jeg skal? Hvad vil det eventuelt sige, at det er sandt, at man skal noget? Hvordan afgør man om den slags er sandt? Hvem skal bestemme, hvad jeg – eller du – skal?

Marshall Rosenberg, som udviklede Ikke-voldelig kommunikation har foreslået, at ordene ”Du skal” bedst oversættes ved ”Jeg ønsker at du …” og i de fleste tilfælde er det er sikkert sandt, at en person som siger ”Du skal…” faktisk ønsker det gjort, som han siger skal gøres.

Vi kan dog godt tænke os situationer, hvor det giver mening at sige ”Du skal…” om noget, man ikke ønsker gjort, og de er væsentlige for at komme til bunds i betydningen af ordet ”skal”: Det er især dilemma-situationer, hvor der er sociale regler på spil, og hvor reglerne tilsiger, at man skal gøre noget, som begge de tilstedeværende kan have noget imod. Det kan være en forælder, som spiller et spil med et barn, og er ved at vinde, men tøver fordi han ikke vil gøre barnet ked af det. Skal jeg spille mit bedste træk og vinde, hvad der er spillets mening med min opgave som leder af de hvide brikker – eller skal jeg spille et dårligere træk og tabe, hvad der måske skåner barnets følelser, men ødelægger spillet? En forælder kan vide, at barnet har begået hærværk og opleve sig i et dilemma om han skal lade sin nabo i stikken eller udlevere sit barn. Og det kan være gidseldramaer og meget andet endnu værre. Men bemærk at i sådanne situationer kommer et ”Du skal …” som svar på et desperat spørgsmål: Hvad skal jeg gøre? Initiativet kommer fra den som skal.

Men Marshall Rosenbergs oversættelse gør opmærksom på mere end et forhold mellem oversættelsesordene skal og ønsker. Oversættelsen flytter fokus fra den som skal, til den som siger ”Du skal”. Dermed kan vi omvendt sige, at ved at udtrykke sit eget ønske som et ”du skal”, skjuler man sig og knytter en slags begrundelse for den andens ønskede handling til den anden selv.

Min indvending, at man kan sige du skal om noget man ikke selv ønsker, peger dermed på det væsentlige i at ”du skal” har flyttet fokus fra et andet sted. Det er ikke talerens ønske, men hvis da? Måske det allestedsnærværende samfund? Det som også er mere eller mindre indoptaget i begge parter?

Hvad ordet ”skal” betyder, kommer dermed i høj grad an på indstillingen hos den der lytter.

Hvis det er et lydigt barn eller en autoritetstro voksen betyder ordet ganske enkelt det, det medfører: Ordet ”skal” betyder at det bliver gjort, som kommer efter ordet. Ordet er for dem et trylleord, som udløser lydighed. Ordet er suggererende eller forførende. Alene ved at sige ordet er man i fuld gang med at skabe det, det nævner.

For ulydige børn og selvstændige voksne betyder ”du skal” ikke dette, men hvad da?

Jo, da er et ”Du skal …” en anden persons erklæring om at noget forholder sig på en bestemt måde: Noget i retning af: ”Jeg mener, at du er medlem af et samfund, som forventer af dig, at du …, og som lægger et vist pres på dig for at du …”, og det kan besvares med et ”Det skal du ikke bestemme.”

Skal er en tilsyneladende aktiv form, som har flyttet fokus fra at noget andet udøver et pres på den som skal. Subjektet ”Du” for ordet ”skal” er i virkeligheden et passivt objekt, og det er hvad sætningen fortæller.

Det egentlige subjekt bag det sagte er skjult. Derfor er ordet ”skal” brugt som ”du skal” ikke egnet til at udvikle ansvarlighed, hverken for den som skal noget, eller den, som siger det.

Når man siger ”jeg skal” kan det være udtryk for at man kommanderer med sig selv på vegne af det samfund, man har taget ind i sin personlighed, og dermed, at man ikke er i indre balance og fri.

Ordet skal er dermed også et mærke som angiver et element i et personligt frigørelsesprojekt. I gennem det kan man komme fra et ”jeg skal…” til et ”jeg vil…”. Det kan meget vel være det samme; men forskellen er, at når man siger jeg vil, er det udtryk for frihed.