Glejpner-teorien

Myter er ikke beretninger om fortiden, fremtiden eller nogen anden bestemt tid.

Myter er symbolske optrin, som illustrerer regelmæssigheden i begivenheder, som sker i evigheden, det vil sige nårsomhelst.

Myter er én måde at meddele tankemønstre på, teorier er en anden. Mytens fordel frem for teorien er, at selv et barn kan opfatte og huske mønsteret; mytens svaghed er, at man kan glemme, at fortællingen slet ikke handler om sine figurer, men at om din og min hverdag, her og nu og altid.

Glejpner-myten har for os i Norden i tusind år opbevaret et tankemønster, som med Glejpner-teorien bliver en teori om menneskers naturlige måde at holde fred på. En idé om naturlig, verbal ikke-vold. Løsningen er sindrig og anderledes end vanetænkning om retfærdighed; men har man først forstået den én gang og set den virke i praksis, behøver man kun at huske myten for at bruge den. Når først de viseste i et fællesskab har lært at bruge den, kan de øvrige slet ikke lade være.

Latterens magt

I forholdet mellem menneske og samfund er der altid både pisk og gulerod. Et civiliseret samfund har sin pisk fastsat i lov og ret, og i et ”velfærdssamfund” er selv guleroden blevet civiliseret. Menneskeheden har levet i samfund al sin tid (ca. 40 tusind år), men civilisation som gennemtænkt idé har kun eksisteret i få, i Danmark kun i ét tusind år.

Latteren er nøglen til menneskers samfundssind. Man er aldrig i tvivl om latterens ægthed. Den ægte latter er naturligt funderet i kroppen, men altid forbundet med kulturens tilsyneladende mest vilkårlige grænser, tabuerne. Latter er det hørbare og tabu det uhørte af to bindeled mellem natur og kultur.

Antropologer har tit bemærket, at mennesker smiler og ler mere i uciviliserede samfund. Latter er vidunderlig og helbredende for krop, sjæl og fællesskab; men kan et samfund virkelig regulere sig alene ved den?

Ja, for latteren er også en sviende pisk. At blive leet ud af en gruppe er så rædselsfuldt, at mange har ønsket sig tortur i stedet. Hvis et menneske, man holder af, ler ad en, får man en proptrækker boret i hjertet og man tvinges mod jorden i skam og krise. Ens indre samhør med fællesskabet må briste eller bære. Man må udlevere sig til det eller give slip og flygte.

Hvorfor glemmer vi det? Fordi latteren både følges af overbærenhed med den, som rødmende kryber ind mod gruppen igen, tilgivelse til den, som selv griner med, og en helt karakteristisk glemsel af den som tager flugten: ”Glem det; han er ikke værd at beskæftige sig med.”

Hvis latteren har alt, hvad man behøver af pisk og gulerod til at fastholde et samfund, hvad skal vi så med lov og ret? Det kommer an på, hvem vi er. Det er nemlig ikke muligt for nogen at gribe magten over latteren; så vil man have magt over andre, må man bruge overmagt og trusler, og skal det ikke være oprørende, må man have en retfærdiggørelse ved lov.

Frie mennesker, som under andre deres frihed, behøver kun latteren.

Grænsen

Ethvert menneske har en grænse mellem værdighed og sårbarhed. Denne grænse svarer til grænsen for hans sprog: Rækker hans sprog til at tale med andre om dette, kan han tænke nuanceret om hint? I hvilke situationer vil hans sprog slippe op og han selv overvældes af navnløs rædsel og slå løs, som om han stod med ryggen mod en afgrund?

Enhver tager sin sårbarhed med ind i gruppen, men beskytter den bag værdigheden, så godt han kan. Enhver gruppes fred og frugtbarhed afhænger af, at ingen krænkes, for en eneste krænket kan forvandle festen til et blodgilde, og ét eneste ord kan gøre udslaget. Gruppens fredelige liv er begrænset til de få lege, ord og handlinger, som alle kan deltage værdigt i.

Det ideelle fællesskab vil istedet trække grænsen gennem hver enkelts grænse mellem sårbarhed og værdighed, strække den til det yderste mod det usynlige.

Lov, norm og regel angiver orden ved at fastlægge feltets centrum og derfra udpeger en standardafvigelse, som gælder for alle. Den er alene ved at være ens nødvendigvis for snæver for nogen og for vid for andre.

Men i et naturligt fællesskab løses denne vanskelige og farlige opgave paradoksalt nok gennem skæg og ballade.

Latteren er grænsesøgende, men har respekt for grænsen, når den findes. Følelsen i tryghedens normsatte centrum er kedsomhed. Herfra skuer den tryghedssøgende fascineret udefter mod grænsens blanding af glæde og angst. De tillidsfulde søger derud og leger med handling og ord, jubler når feltet udvides; men hvordan kender man grænsen? Den ligger jo lige efter latteren, det kan jo hurtigt blive for meget?

Ulvens kropssprog

Mennesket har et artikuleret sprog, men det dækker til enhver tid kun en del af menneskets væsen. Det øvrige er endnu umælende dyr, så grænsen for en persons sprog er også en grænse til dyreriget. I ansigtet på vor venlige vært ser vi ulvens kropssprog: Han løfter mundvigene, når vi viser os, og han blotter tænderne, når vi nærmer os. Når vi når hans sprogs grænse, bjæffer han højt. Vi standser præcis her, for et skridt udenfor grænsen kan han gribes af navnløse fantasier, forvandles til et dyr, miste værdigheden, blive farlig eller flygte. Præcis på grænsen sker det menneskelige vidunder, vi kommer der efter: Vi leger sammen og udvider hinandens grænse, i sproget ved at lære hinanden at indfange fantasmerne med ord. Den muntre samtales værdi er ikke de nyttige oplysninger, vi udveksler. Den er at afsøge hinandens grænser, lære hinanden at kende, strække kredsen og forme det rummeligst mulige fællesskab af de tilstedeværende mennesker. Øjeblikkets helt er den, der med sproget præcis kan skabe et billede for alle af noget farligt, som ligger lige uden for grænsen, men uden at sætte ord på netop dét.

Tabuerne

Men hver person har sit særlige omrids. Han har i forskellige kredse fået sit sprog blokket ud i forskellige retninger, og det som han alene i en gruppe kan sige, gøre eller tænke, det må han holde for sig selv, for ikke at ydmyge andre ved at gøre dem umælende. Hver kreds danner sine tabuer, som kun kan omtales i andre kredse. Tabuer er ikke moralske forbud. Tabuer er diskretionshensyn. Et samfund uden tabuer er et samfund uden latter. En fest begynder ved at en kreds slutter sig tæt sammen om et ritual, og når latteren dukker op trækker den opmærksomheden fra det rituelle centrum, man ser på hinanden og udvider kredsen. Den sunde latter er det venlige pres for at udvide solidariteten og tolerancen og således glatte formen på kredsen.

Banaliteterne

Mellem festerne er nemlig problemerne, og mens vi taler om dem, ser vi på dem og ikke på hinanden. Vi behøver tegn i selve sproget for at signalere, hvis vores sårbarhed er gået for nær. Banaliteter er en særlig gruppe ord og erklæringer som diskret, men virkningsfuldt trygler om fred og truer med krig. Indholdsmæssigt er de ikke bare tomme, de er selvmodsigende, paradoksale. Ordet ”selvfølgelig” sættes altid mellem andre ord, som ikke behøvede at siges, hvis de var selvfølgelige. Tilsvarende med ”jo” og ”da”, og de udløser hos den opmærksomme lytter altid en markeret tilbagetrækning. Erklæringer som ”Jeg gør det for at overleve” er i reglen hverken sande eller vedkommende. De er signaler, som beder om ikke at blive modsagt yderligere. Banaliteterne er de hørbare advarsler mod at bryde de usynlige tabuer.

Glejpner-myten

I Glejpner-myten illustrerer Fenris-ulven medmenneskets farlighed, og båndet Glejpner illustrerer den sikkerhed, man kan få ved ikke at komme for tæt på. Ethvert barn kender smil og latter og kan manøvrere sikkert i forhold til andre, hvis de holder øje med andres minespil og lytter til deres latter. Men man kan blive optaget af andet end at more sig indbyrdes, og når opmærksomheden er andre steder, virker disse advarsler ikke. Selv kærlighed trækker uvægerligt mennesker mod hinanden, til de kommer for tæt på.

Fenris var efter et par forgæves forsøg med jernlænker endelig blevet bundet med Glejpner, et magisk bånd, som dværge havde tvundet af paradokser som kvindeskæg, bjergrødder og kattepotestøj. Fenris er natur, hvor Glejpner er kultur. Opmærksomheden på paradoksernes advarsler er noget, der skal læres, for at de kan få deres fulde styrke. Mytens anvisning, når Glejpner strammer til, er indlysende: Herfra nærmer du dig på eget ansvar - og du kommer til at fortryde det!

Men myten fortsætter: Herskerne (aserne) var ikke tilfredse med, at Fenris var bundet. De ville også have hævn. Derfor satte de et sværd på højkant i Fenris-ulvens gab. Den lider unødvendigt, og fra dens mund løber savlet og danner bækken Von (hvilket betyder ”håb”). En spåkvinde forudsiger, at Fenris vil rive sig løs og udløse Ragnarok - det sidste, altødelæggende slagsmål.

Aserne lytter, så hun må også tie med noget, for der er også tabuer i denne forsamling. Hvad ser det menneske, der kan tænke? Jo, Fenris kan måske finde sig i dværgenes Glejpner, men ikke i asernes sværd. Hvis man kunne befri Fenris for sværdet og vedligeholde Glejpner, så skulle det nok holde, dyret er jo kun en velvoksen vovse.

Rettigheder

Ret er altid først magthavernes eneret til at anvende vold og tvang. Dernæst er det i civilisationen det særlige princip, at magthaverne må anvende vold og tvang til at sikre borgere deres rettigheder imod hinanden. Det går ikke ret godt. Ingen af ambitionerne fra den snart 900 årige Jyske Lovs fortale er trods 80.000 senere love kommet nærmere. Men én ting er lykkedes: Det er lykkedes at bilde mennesker ind, at når de har ret, skal de bare gå frejdigt fremad, så skal retsstaten nok dække dem. Det holder hverken i virkeligheden eller i retten; men vrangforestillingen har skadet Gleipner slemt, så borgeren møder medmennesket uopmærksomt og tromler frem i sin egen ret. Døv og blind som retfærdighedsgudinden selv ser borgeren ikke, at medmenneskets smil stivner, samt at sproget bliver banalt og går i stå. Pludselig er slagsmålet over dem, så børn og bohave spredes til alle sider.

At vedligeholde Glejpner

Kultur er ikke bare fælles sprog, det er også fælles forventninger om tavshed. Tabuer skal ikke begrænse mennesker permanent. Et naturligt tabu er en fællesskabsfunktion, som bliver flyttet udefter under fælles morskab, når alle er klar til det. Indtil da vedligeholdes de ved at krænkelser markeres med tavshed. For krænkeren er tabet af kontakt i en presset situation mere føleligt end nogen udtalt trusel. Tilskueren vil bemærke, at han netop har set det fælles sprogs grænse, og det modvirker at han selv udfordrer den. Forsvareren af grænsen får ingen fæle ord at æde i sig før en ny forsoning.

Man må øve sig i at bemærke banaliteter, både sine egne og andres. De må ikke besvares med banaliteter - så bliver det ulv imod ulv. I stedet besvares banaliteter med tilbagetrækning og tavshed. Ofte vil den pressede person i sit eget hoved høre det synspunkt, man tier med.

Ethvert fællesskab har sine ritualer og tabuer; men hvert menneske lever i flere, og i ét fællesskab kan man tale om tabuerne i et andet. Fortrolighed er ikke hemmelighedskræmmeri. Fortrolighed er at tage hensyn både til den enes behov for sprog, og den andens behov for tavshed.

I et fællesskab, hvori ingen har sproget til at forlige en bestemt modsætning, undgår man konflikten ved at trække sig tilbage. Frustrationen må lede de modsatte synspunkter ud af dette fællesskab og ind i andre for at søge det savnede sprog. Med tiden kan man atter mødes - og grine ad det.