Sproget er det system, vi bruger til at bygge mentale modeller af. Det sker ved en slags mental ”forestillings-sløjd”.
Et system, som er så indviklet, at det overstiger vores mentale modeller, kalder jeg et ”hyperkompleks”.
Det første hyperkompleks, vi mennesker lærer at omgås, er vor egen krop.
Længe inden vi har lært sproget, har vi lært en måde at tænke om vort eget hyperkompleks på.
Denne mentale strategi kalder jeg ”at tillægge et hyperkompleks en sjæl” eller blot ”besjæling”.
En sjæl er en rumlig model af vores person, som vi opfatter som det indre rum, vi tænker i. Den er først og fremmest praktisk. De elementer, vi kender fra sjælens instrumentbræt, tanker, følelser, hukommelse, hensigter, vilje o.s.v. har ikke uden videre hver sit modstykke i kroppen.
Det er vanskeligt at finde en model for relationen mellem kroppen og sjælen. Men det er muligt, hvis vi begynder med fænomenet ”forandring”, som de begge må forholde sig til. Da kan vi beskrive 3 akser: Magt, kærlighed og opmærksomhed.
Magtens bevægelse er at kunne forandre noget. Sjælen forandrer noget uden for sig selv. Magten skaber noget ved at overvinde modstand, ødelægge noget andet, indtil den møder overmagt og oplever afmagt.
Kærlighedens bevægelse er at elske. Kærligheden tiltrækkes af en anden sjæl og nærmer sig, indtil den finder balance mellem tiltrækning og frastødning. Sjælen har hverken intention om at forandre sig selv eller det, den forholder sig til.
Opmærksomhedens bevægelse er at lære. Her udsætter sjælen sig at blive forandret af det, som den retter sig imod. Opmærksomheden fanges af forskelle, kontraster og modsætninger og opfatter stadigt flere elementers modsætninger stadigt skarpere. Grænsen for opmærksomheden er forvirring, og den sættes af sindets kapacitet og den tid, der er til at opfatte.
Mennesket springer for livet i en foranderlig verden; men søger inspiration i det modsatte: Et stort træ, som er en lille jævn forandring uden på noget bestandigt. Træet symboliserer en åndelig vækst, hvor personligheden breder sig og forgrener i dette rum af magt, kærlighed og opmærksomhed. Ønsker og drømme er kviste, der materialiserer sig og vokser frem i én retning (måske magtens), møder overmagt, drejer ind i en anden retning (måske kærlighedens), møder frastødning, drejer ind i en tredje o s v.
Hver akse bidrager med sin vækstdynamik og sit begær: Magtbegær, god vilje, nysgerrighed. Hvis man betragter sin egen sjæl vil man kunne se mange egenskaber, som man har tilegnet sig på forskellige tider i sit liv. De er alle sekundære i forhold til det, man har været altid. Og så langt tilbage man kan huske, har man kendt og identificeret sig med disse tre: Begæret efter at kunne ændre noget, magten, til tider gennem dens modstykke, fortvivlelsen over afmagt. Længslen efter at elske og at elskes. Og nysgerrigheden, sulten efter at lære nyt, videbegæret. De er på en gang det første og mest sikre, man ved om sin egen identitet – og det sikreste, man har til fælles med alle andre mennesker.
På hver akse opstår grænser for, hvor langt man kan nå i magt, i nærhed og i overblik.
Respekt er opmærksomhed på, at man kan blive nødt til at standse et ønskes bevægelse og bøje af, før man overskrider, bliver magtesløs, forladt eller forvirret.
De største magter er livløse, de har været her altid og længe før os: Tyngdekraften, vejret, kontinenternes og planeternes bevægelser. De er stærke, de gør altid indtryk; men én ting kan de ikke: De kan ikke lade være. Det som kan falde, vil falde.
Kærligheden opstår i livet og på magtens baggrund. Den, som elsker, kan skabe nyt liv gennem møde og forene to individers magt i fælles omskaben af omverden. Kærlighed ønsker at gøre indtryk; men den kan til tider lade være, især med én ting: At skabe den elskede om.
Opmærksomheden kan lade helt være med at skabe sin omverden om. Til gengæld lader den omverden forandre den selv. Disciplin er at kunne holde sig i ro, mens man tillader omverden at gøre indtryk på én.
Magt, kærlighed og opmærksomhed er hver for sig hyperkomplekse og kan altså tillægges sjæl: Vi kan opfatte dem som personer med hensigt og vilje.
Magten er en ånd med vilje til at udnytte muligheder. Magten opfatter sin omverden som råmateriale uden sjæl, og et liv i magtens akse alene er et ensomt liv.
Kærligheden søger en sjæl som sin egen. Den finder måske noget, der ligner, og nærmer sig. Efterhånden bliver kærligheden opmærksom på forskelle, lærer mere om sig selv og opfylder efterhånden sit ønske om noget lignende ved at tilpasse sig selv og lære at omgås noget forskelligt.
Opmærksomheden er også ensom i sin udsathed på præcis den plads, hvorfra den oplever sit liv; men den kan opdage andre sjæle, og vil længes mod at opfatte netop forskellene på barrierer mellem sjæle og bånd mellem dem.
Mening betyder forudsigelighed; men forudsigelighed betyder to forskellige ting, alt efter om vi betragter et system som en overskuelig model eller som et besjælet hyperkompleks.
Meningen i magtens sjælløse omverden er en mental model, som kan forudsige, hvad der faktisk vil ske. Magtens begrænsning, at den ikke kan lade være, giver magtens dimension en særlig brutalitet, men også en særlig forudsigelighed, som frister med en vis tryghed gennem overblik og kontrol.
Kærlighed og opmærksomhed har begge deres egen forudsigelighed; men sammen forøger de 3 akser kompleksiteten i livet så kolossalt, at vi helt må opgive at forudsige, hvad livet vil bringe.
Vi må stille os tilfreds at forudsige, at det giver god mening. At vi kan lade os bevæge mellem elsken, skaben og læren i en sådan blanding af glæde og sorg, at vi kan være taknemmelige for at være i live. Mening betyder her hensigt. At forstå meningen er her som at forstå en person, optaget af åndelig vækst. Forudsigeligheden er da reduceret til ét: Tro - ikke på nogen bestemt fremtid, men på, at hvad livet så er, så er det godt nok. Uanset hvor knusende, ensomt eller forvirrende det er, så kan man overleve det ved sin styrke, trøstes gennem sit fællesskab eller lære det med tålmodighed.
Det er umuligt at opnå lykke ved at kontrollere eller beherske sit og andres liv. Når man indser det, må man gribe tilbage til den mentale strategi, man lærte som barn, da man skulle lære sig selv at kende, besjæling. Men det kræver i reglen, at man møder mennesker, som kan demonstrere det.
De kan lære én at besjæle det hele: Man ser ud på hele verdens magtbegær og får øje på en overmægtig personlig sjæl. Man giver magten et navn, f.eks. Odin: Sådan er han. Sådan nærmer man sig ham. Sådan respekterer man ham, og sådan holder man sig på afstand og dækker sig.
Vind ved at vælge dine kampe med omhu, og kæmp dem tappert; men overdriv ikke dit heltemod, for så tager han dig.
Kærligheden er ikke mekanisk behov eller dyrisk instinkt. Den er personer, som vil dig noget, f.eks. Balder og Freja. Kærligheden vil give og tage. Den vil suge din opmærksomhed og den vil selv lære dig at kende. Den vil hjælpe og hjælpes. Den vil pule og pules, og den vil se en enorm, snotnæset børneflok. Gå den imøde, men vis respekt. Du kender det fra dig selv. Det kan blive for meget af det gode.
Opmærksomheden er også en person, i asetroen tror jeg især, det er Mimer: Uskyldig nysgerrighed; men den er også rastløshed, kedsomhed, forvirring, videbegær, nyfigenhed, ønsketænkning, fantasi. Den vil vide noget og fortælle dig noget; men det kan koste dig et øje. Selv mistede Mimer hele kroppen.
Kristendommen er endnu mere konsekvent: Hele pivetøjet i én eneste person, om end i transaktionsanalyse: Faderen/forælderen. Sønnen/barnet. Helligånden, det ligeværdige, kreative samvær. Se medmennesket som et omvandrende gudebillede og mød det i et af de tre forhold.
Religion er ikke moral, leveregler eller teorier om verdens mekanik. Det er traditioner, som lærer mennesker at møde livet med den eneste mentale strategi, som matcher dets hyperkompleksitet: Ved at møde verden og livet, som man først mødte sig selv, som en person, som en sjæl. Ved at lægge den voksnes kontrol af, blive som barn på ny, se verden i øjnene og tale til den – og lytte. Afmægtigt, men tillidsfuldt. Taknemmeligt og udtrykkende sine ønsker i bøn og ikke i krav. Så skifter naturen pludselig farver. Så er man ikke længere alene. Så sidder man på en vorte i en guds håndflade, hører lydene af hans stemmer og nyder hans selskab. Man begriber et lille kvidder af det hele og glider selv ind i det store perspektiv og føler sig set dér.
Menneskelivet har kun fylde, når det leves i tre dimensioner: At skabe, at elske og at lære; men kærlighedens dimension kan ikke leves alene. Livet bliver dog først rigt, når vi hæver os over behovstænkningens kummerstrategi. At overleve er ikke umagen værd. Man skal more sig!
Hver af akserne har sin særlige urglæde: Glæderne ved at kunne, ved at elske og ved at lære. Men kombinationen, glæden ved at kunne orientere sig og sno sig dansende i kompleksiteten, er særlig intens og den vokser med større kompleksitet. Derfor fristes vi hele tiden til at gøre det hele mere indviklet, og til at fremtvinge oplevelsen af besjæling. Vi søger mod fællesskabet, også fordi vi i ensomheden bliver underkomplekse og livet opleves som tomt, sjælløst og mekanisk.
Fællesskaber er nye hyperkomplekser, og vi kan tale om ånden i et fællesskab.
Livets hyperkompleksitet kan kun hænge lykkeligt sammen, når det netop er maksimalt komplekst. Grænserne skal udvides maksimalt, men holdes solidarisk. Det kræver konstant den enkeltes opmærksomhed på fællesskabet og omvendt. Latteren sikrer denne opmærksomhed.
Humor betyder væde, og den er det flydende element mellem fantasiens åndepust, materiens hårde vilkår, de ubrydelige løfter og hensyn til de elskedes sårbarhed. Livet er en ørken uden humorens væde.
Vi ler, når nogen eller noget bevæger sig ud mod grænsen til fællesskabet. Grænsen til fællesskabet er ikke nogen skarp linie, men en zone, hvor først sproget slipper op og senere både sprogkunst og billedkunst mister grebet. Hvis individets sind kommer helt uden for zonen, finder det i tusmørket det tavse, det uimodtagelige, det mekaniske, det dyriske, som ikke engang kan nås gennem besjæling. Her er definitivt kaos, og her er man rigtig bange.
Vi leger med grænsen og ler, når vi lader dukker (menneskemodeller) eller dyr tale som mennesker, eller når klovner klæder sig ud som dukker og bevæger sig som marionetter eller dyr. Vi ler, når nogen strejfer tabuer i samtalen.
Smilet har menneskers kropssprog fælles med ulvens. Latter rummer både fællesskabets glæde og dets trussel. Latteren er en alarm, der vækker mennesket, når det snubler uopmærksomt ind i et fællesskab, og et muntert selskab er en flok frække unger, der leger med alarmen. Humorens eufori er sukkeret på vores opmærksomhed på hinandens opmærksomhed på hinanden.
Det enkelte individ lærer sig frem i fællesskabet på grænsen mellem sin værdighed og sin sårbarhed. Det rummeligste fællesskab opstår, når livet former sig, så enhver kan udfolde sig præcis til denne grænse. Den solidariske latter er et bevis på, at fællesskabet er nået til dette punkt. Da er man også opmærksom på, om nogen er udenfor latteren.
Derfor må hvert nyt fællesskab hver dag definere sin egen grænse. Faste regler blokerer den sociale læring, de svigter de mest sårbare og frustrerer de stærkeste.
Det sikre grundlag for denne herlige uro skabes i ritualer. Ritualer smeder personer sammen i overpersoner. Ritualer bygger ånd. Et ritual forener flere personer eller en splittet person alene ved at være udført og bevidnet. Efter ritualet er noget sket – indiskutabelt. Hvad det betyder, kan stadig stå åbent.
Ritualet er fredhelligt og sikrer derved sårbarheden. Urriten foregår i en kreds, hvor alle ser hinandens forside (værdigheden). Ryggen (sårbarheden) er usynlig, men sikker, for ingen står udenfor, derfor er værdigheden maksimal. Kredsen gøres rummelig og smuk som det fællesskab man vil bygge. Derefter udføres den hellige handling, hvori hvert menneske spiller en rolle, som ikke kan slå fejl; men som giver alle vidner indtryk af den plads personen ønsker og kan få i det åndelige fællesskab, som er under opbygning. Ritualet frigør kontakterne, bagefter kan der ties, tales tæt eller tages afstand.
Ritualet er en kollektiv katapult, som medlemmerne tager plads i for at blive kastet ud i en besjælet verden og ind i andre små og store fællesskabers glæde. Stilheden og påkaldelsen af magterne er katapultens sigtekorn. Bagefter har man kredsen med sig i kroppen som et minde. At holde i hånd, at se og blive set af alle, at føre sig frem eller holde sig tilbage. Den lange række af mennesker hånd i hånd ligger tilbage som en redningsline, som kan åbnes og rulles ud som en kæde for at hjælpe nogen i land, som er kommet for langt ud.
Der er intet der er så godt, at det ikke er galt for noget, og hvis barnets summariske og tillidsfulde tilgang til hyperkompleksitet var uden problemer, ville vi aldrig slippe den. Men tilliden vil blive brudt, så sikkert som amen i kirken. Det gør altid ondt, og med besjælingsstragien er konsekvensen af skuffelse altid, at man tager afstand til det man stolede på. Hvis vi ikke lærer et alternativ til besjælingen, vil vi før eller siden have forladt alle og være forladt af alle, fordi den vilje som volder ondt, må være en ond vilje, og det onde vil vi undgå.
Den voksne måde er at huske, at besjælingen var konsekvensen af et valg, som kan gøres om. Det menneske, den magt eller den verden, som har gjort én ondt, er måske ikke så besjælet alligevel. Måske kan vi alligevel vide noget og forudsige nok til at forstå gennem vore sproglige modeller; måske kan vi forklare. En fuldbyrdet tilgivelse kræver en redegørelse for forholdene, så man accepterer, at det skete skete, fordi det måtte ske, ikke fordi nogen havde vilje til det. Med dén personlighed, med de vilkår, med de oplysninger, kunne det kun gå galt – og begge parter må erkende, at den gode vilje udfolder sig i et rum af magt og magtesløshed, og kun når den kan.
Hvis ikke magtens akse er åben, er vi ikke værdige mennesker, der kan træffe frie valg og tage ansvar. Så er vi mekaniske marionetter, som bevæger os præcis så usselt og så latterligt som situationen kræver det, og så er tillid en naiv fejl, som en voksen må lægge bag sig ved at udvikle sit sprog og forsøge at beskytte sig selv.
Tilgivelsen sker, når vi er tvunget tilbage fra det tillidsfulde møde med det andet menneske, med verden eller med vor gud for en tid. Da overvejer vi vilkårene for at mødes igen. Et nyt tillidsfuldt møde må respekterere det, som ikke kan være anderledes, og det er en type overvejelse, som vi uden videre accepterer i forhold, som ikke angår andre mennesker, i magtens akse. Tilgivelsen kræver at vi indretter os efter, at det andet menneske er som han er, at han ikke kan være anderledes, hvilket ophæver forestillingen om en fri vilje. Men sådan er vi også selv, og vi tilgiver os selv på samme måde: Jeg kunne ikke gøre anderledes. Jeg var en marionet af vilkår og vildfarelser. Ja, jeg var latterlig; men alligevel må jeg holde af og holde ud. Vær sød at grine ad mig – sammen med mig – og bagefter vil jeg gerne lege livets tillidsfulde leg igen – om end med ny viden og nye vilkår.
Civilisationens myte er at verden var præget af brutalitet og bestialitet indtil vise herskere indførte lov og ret, godt og ondt. Moderne antropologi er begyndt at føje deres protester til anarkisternes genstridige, men efterhånden tavse protest.
For et moderne magttænkende menneske er det svært at forestille sig, hvordan man har holdt fred, før civilisationen påtog sig opgaven. Imidlertid er det også efterhånden ganske svært at forestille sig hvordan civilisationen vil løse den.
Krigene, naturødelæggelsen og udbytningen bliver stadigt værre, moderne mennesker bliver mere og mere bange og slår sig selv og hinanden ihjel i tiltagende omfang.
Hvis Glejpner-teorien er rigtig, er det indlysende, at menneskelivet ikke kan kontrolleres med magt og sikre freden således. Glejpner teorien giver et bud på de latterens medfødte reguleringsmekanisme og den mentale besjælingsstrategier som udvikles naturligt, men som bliver forsømt udviklet og udnyttet i det moderne kultur.
Dermed opstår en ny mulighed uden for det sædvanlige dilemma mellem krig og politik, som kan åbnes ved at vende en bestemt kliché sådan: ”Politik er krig videreført med andre midler.” Vi kan pludselig se at krig og politik, som vi kender det, er to alen af ét stykke.
Men et stykke af hvad? Retfærdighed! Retfærdighed er noget opreklameret fis.
Retfærdighed kan kun bruges til at retfærdiggøre noget, som ikke er retfærdigt i forvejen. Retfærdighed er det største svindelnummer i menneskeheden.
Det er sagt før – for 3000 år siden, i jødernes skabelsesberetning: Det hele begyndte at gå skævt, da mennesker lod sig friste af slangen, som påstod, at kundskab om godt og ondt ville gøre dem til guder.
På magtens akse står frihed i modsætning til mening, fordi mening betyder forudsigelighed og frihed betyder ubestemthed.
Alle mennesker ønsker frihed; men andre menneskers ønsker sætter grænser, og den frihed, man kan få, begrænses til de grunde, man kan understøtte sit ønske om frihed med.
Håbet om frihed støtter sig fremfor alt på den grund, er at hvert menneske behøver frihed for at kunne søge sit eget livs mening.
Denne grund sætter i al sin solide støtte for friheden også en bestemt begrænsning: Når man finder meningen, er friheden slut. Man finder sit livs mening som en skæbne, som forudsigelig model eller som den guddommelige hensigt med at skabe dette ens liv.
Friheden som begreb er i al sin ubestemthed kun meningsfuld som frihed til at leve i nuet, materien og kroppen i overensstemmelse med sine ønsker og drømme. Men ønsker og drømme har vi ikke valgt selv, og hvis vi finder muligheden, vil vi være bundet til den.
Et frit samfund giver hvert menneske frihed til at søge sit livs mening, og det har har faktisk netop dette liv som en reel mulighed.
Et frit samfund er også et hjælpsomt samfund, som kan udpege et sådant liv til de mennesker, som ønsker at leve det, men af en eller anden grund ikke evner at søge selv.
Et frit samfund må som stå ved sin begrænsning og sin form her og nu. De få, som ikke kan finde eller anvises et liv som det, de ønsker, må gives friheden til at forlade samfundet gennem skilsmissens solidariske sorg over, at parterne ikke var kærlige nok til rumme hinanden.
En stat kan da kun blive et frit samfund, hvis den afstår fra absolut myndighed over mennesker, ressourcer og territorier. Den må trække sin myndighed tilbage og levne et konkret frirum, som kan tilbyde alle mennesker valgmuligheden for at søge et meningsfuldt og kærligt liv enten under statens myndighed eller i et statsløst frirum. Med alle mener jeg alle.
Et frit samfund er et hyperkompleks, og et menneskes eneste måde at begribe friheden er at se den som en person, en gud. At leve frit i et frit samfund er at leve nu i overensstemmelse med sit livs mening - og sin guds vilje. Det er ikke absolut frihed – det er meget bedre: Det er meningsfuldt, det er kærligt og det er muligt.
Etik forveksles ofte med moral.
Moral er sædvane, og man tilegner sig moral ved at iagttage mønstrene i respekterede menneskers handlemåder og virkningerne af dem.
Moral er, hvad man gør, og hvad man ikke gør (sædvanligvis).
Moral forudsætter ikke sprog; men den forudsætter levende menneskers synlige eksempler.
Til de levende eksempler føjer kulturen fortællingernes fantaserede eksempler; men her står iagttagereren endnu frit til at udlede sin egen vej frem mellem de forventninger, som står tilbage, når han skal træde i karakter og handle selv.
Blandt fortællingerne er de moralske fortællinger en særlig gruppe. De er fortalt i en skabende ånd, som ønsker at forme lytterens handlinger i en bestemt retning, og de levner ikke lytteren frihed til at vælge sine forbilleder frit blandt fortællingens figurer. De moralske fortællinger ønsker at forme lytteren, i en overbevisning om at det kan gøres rigtigt uafhængigt af lytterens ønsker.
De moralske fortællinger underforstår en upersonlig teori om, hvordan man skal leve.
Sådan en teori hedder en etik, og med etikken bliver den underforståede hensigt sagt højt.
Når moralen bliver sagt højt, bliver den underligt nøgen, latterlig og udsat. Den dækker sig ofte bag en ordstrøm, som trækker processen i stik modsatte af moralens og etikkens eneste acceptable adgang til at forme mennesker, nemlig at forme dem som en sjæl i guds billede: I magt, kærlighed og opmærksomhed, og i tillid til den enkeltes forudsætninger og fremtid. Det skal ske i tro.
Desuden er de lange etiske ordstrømme upraktiske. Etikken behøver kun én regel: Du må ikke bryde et andet menneskes tillid. Hvis man begynder der, kommer resten af sig selv. Men man må gå tålmodigt frem, til tider må man bøje tilliden blidt til side ved at melde afbud.
Der kan bygges frie samfund, som kan løsne sig af den moderne kulturs tvangsneurotiske magt og kontrol. Alternativet til krig og politik er fred. Fred i kærlighed og venskab, som vi kender det i en familie og med præcis de samme reguleringer, men hvor trossamfundets virkemidler forfines i praksis, så regler og love bliver overflødige.