Dyr kan have landbrugskultur. Visse dyr ændrer og dyrker særlige egenskaber ved deres miljø, så det bliver praktisk, produktivt eller smukt, og der er dyr, der holder husdyr.
Dyr kan have traditioner. Dyr lærer visse af deres adfærd ved at kopiere adfærd hos deres forældre, og giver dem videre til deres unger.
Dyr kan have forestillinger. Vi ser det, når visse af dem sover og reagerer på deres egne drømme.
Dyr kan have kreativitet. Visse af dem kan opfinde ny adfærd og pludselig begynde at bruge redskaber, som de finder i deres miljø, og visse af dem kan endda tildanne redskaber. Kreativitet virker formentlig altid gennem særlige forestillinger om mulige, men endnu ikke oplevede handlinger, altså fantasi.
Dyr kan altså ganske meget af det, som enfoldige mennesker sædvanligvis antager, giver mennesket en særstilling. De elementer vi ved, at der er dyr der har, er tilstrækkelige til at de kan have en vis åndelig kultur, fordi de ved at handle kan ændre hinandens forestillinger og handlinger i en proces, som fortsætter gennem generationer.
Dyr har sprog; men ikke ligesom mennesker. I lyd og bevægelser kan de påvirke hinanden, og disse adfærd kan som menneskesprog være tilegnet i en tradition, således har de meget, der svarer til menneskers talehandlinger, som er sprog som ikke skaber bestemte forestillinger.
Dyr kan dog næppe det gennemføre det mennesker kan: Sanse sammenhængende situationer - fantasere elementer ud af sammenhængen, mens et individ som forbillede tildeler elementerne navne - siden adskille både sansede og drømte forestillinger i bittesmå elementer og navgive dem tilsvarende. Og sidst fremsige navne på forestillingens elementer på en systematisk måde og derved opbygge detaljerede forestillinger i et andet levende væsens sind, som her fremkalder nye drømme, følelser, handling og forvandling.
Det er jo magi! Det kan mennesker jo, når de har tillid til hinanden.
Forestillingerne kan være helt nyskabte, og som kan få det andet menneske til at leve og handle på en anden, ny måde. Det er jo storartet, ikke?
Joe.., hvis man da ellers har grund til at stole på hinanden. Ellers er det jo temmelig farligt at udsætte sig for så stærk en manipulation. For slet ikke at tale om de uheld, der kan ske ved simpel uagtsomhed, i affekt, ved hastværk, provokationer, misforståelser.
Hvis det er denne virkning af talen, som adskiller os fra dyrene, så er den ikke noget at være stolt af, når vi ser os omkring. Krigenes massemord, arternes udryddelse, klodens forgiftning.
Vi burde vist lære at holde mund.
Mennesket begyndte at tale på en ny og avanceret måde, og det var sikkert skelsættende. Det skete dog for ca. 50 000 år siden, og hvis det tempo, som det civiliserede, moderne menneske ødelægger verden og sig selv med, havde være normalt, så havde menneskeheden ikke klaret sig så lang tid. Den havde udryddet sig selv, før den havde lært metoder til at ødelægge andre arter. Et eller andet må være gået galt, og det er ikke så længe siden, som 50 000 år. Selv om vi måske skal 4-5 000 år tilbage, er det stadig ret kort tid.
Det er 4 forestillinger, 4 apokalyptiske ryttere, som er opstået ved et uheld, har spredt sig som en epidemi, har bidt sig fast for livstid i enkeltpersoner og er blevet overleveret til efterkommere.
Disse 4 forestillinger har i fællesskab forvredet menneskets naturlige samfundssind og verden til ukendelighed, så hele klodens liv er truet.
Den 1. katastrofe var en angstfantasi, hvori forestillingen om mennesket er så skræmmende, at den enkelte både bliver bange for sine medmennesker og for sig selv. Angsten er så stærk, at ingen anden følelse kan ændre billedet. Kun en anden, endnu større angst kan tænkes at bringe dette farlige væsen under kontrol, og mennesket ender med at anse det for naturligt, ja nærmest nødvendigt at føle angst.
I dette klima opstår civilisationen. Civilisationen gør mennesket til borger og lover at beskytte det mod tre slags farlige mennesker i civilisationens ”borg”, på betingelse af at det adlyder loven som udnævnes til den faste, lovbestemte grænse mellem godt og ondt.
1. Dens faste ydermur og svært bevæbnede hær sikrer det bange menneske mod alle andre slags mennesker. Alle de andre. Det er en vrangforestilling, at man er sikker, for nabocivilisationen har også en svært bevæbnet hær, og den statsfremkaldte krig har skabt mere angst en den har fjernet.
2. Medborgerne - vore egne - er også farlige, og dem må man beskyttes af gennem statens ret. Retten er statens garanti om, at hvis medborgeren gør en fortræd, så vil han komme til at lide noget så forfærdeligt. Staten har derfor ret til at bruge lige den vold, den finder passende til at skræmme medborgeren til at være et kærligt væsen - fra dødsstraf, over tortur, isolation til almindeligt fængsel og ekspropriation/bøde. Det er en vrangforestilling, at man kan skræmme mennesker til at opføre sig socialt. Det modsatte sker, og man er uanset statens trussel ikke beskyttet af ordningen. I Danmark, vort elskede lille smørhul, er det almindeligste forhold mellem en morder og hans offer, at de er i nær familie: Forældre og børn; ægteviede, formentlig tidligere elskende. Når kærlige mennesker undlader at slå hinanden ihjel, er det ikke på grund af truslen fra retten og straffen, men netop fordi de elsker hinanden. At elske er at de lever hensynsfuldt sammen i den tro, at intet er vigtigere end at vedligeholde denne tilstand. Det kræver hensyntagen og kendskab til hinandens tegn og underlige gerninger, så man ved, hvornår og hvordan man skal vige for at undgå sammenstød. De mennesker, som erkender, at det er vigtigere at elske end at få ret (denne retsstatens mystiske fantasipræmie, som kan bestå i dens hævn, men som sjældent omfatter erstatning) kaldes modne mennesker, og deres modning sker på trods af civilisationen, ikke på grund af den.
3. Endelig tilbydes borgeren civilisationens beskyttelse mod det allernærmeste, farlige menneske, nemlig borgeren selv. For det menneske, som opfatter sig selv som frit og værdigt, kan det naturligvis kun ske frivilligt; men har man først indset, at man er farlig for sig selv, træder den fri, sunde fornuft i civilisationen prostitution og sætter murene op i sindet mellem sund og usundt, mellem ”virkelighed”, fantasi og ”sindssyge”. Men også denne sikkerhed er en illusion, ingen kulturer har så mange selvmord som civilisationerne.
Civilisationens masseparanoia er forbavsende robust i betragtning af, hvor dårligt dens styrende forestillinger svarer til dens videnskab og hvor ineffektivt den arbejder på det som alle ønsker: Fred med sig selv, sin næste og eventuelt sin gud.
Civilisationen henter sin styrke der, hvor alle menneskelige samfund henter deres, og den er altså ikke bevis på civilisationens kvalitet i forhold til andre kulturer.
Ved roden af menneskets sociale natur, allernederst, er en længsel mod og afhængighed af medmennesket, som understøtter, at det samfund, man lever i, altid er bedre end intet samfund, og man skal have et særdeles godt kendskab til andre samfund, før man begynder at tvivle på, at ens egen verden er den bedste af alle verdener. Akkurat ligesom ens egen mor er den bedste mor, og ens egen far er den bedste far.
Det er anderledes med søskende. Der tænker man sig om, for her kender man alternativer. Her er reelle forskelle. Fordele og ulemper. Derfor skal et barn helst have mindst to søskende for sin egen tænknings skyld. Det moderne menneske avler dog kun få børn; men de der kommer er ikke helt fortabt endnu. Civilisationens forestilling om at ”have ret” og ”få ret” udløser utallige skænderier blandt umodne voksne, og den sikrer på den måde børnene flere fædre, flere mødre, bedsteforældre, utallige skiftende pædagoger og lærere. Det er ikke helt sådan børnene ønsker det; men alle må jo ofre sig - eller ofres.
Bisp Gunner skrev ved lanceringen af Jyske Lov, at loven skulle være efter sædvanen. Loven blev altså ikke indført i etkaos. Sædvane havde en anden reguleringsmekanisme indtil da, og vi må antage, at også Jylland benyttede sig af tabu før jyske lov.
Handlinger som anses for forkerte, må ikke udføres; men de må heller ikke omtales offentligt, for uskrevne hensyn, som kun kan diskuteres i fortrolighed har en naturlig smidighed, som både kræver og tillader enhver at tænke sit.
Ved at lovfæste sædvanen skete der to ting: Tabuerne blev låst fast, og de blev indfanget i offentlighedens lys. Smidigheden forsvandt og tanken om respekten for medmennesket blev sat på automatpilot. Klar til automatiksamfundet...
For at forstå de senere katatrofer, må vi lige se på det statsløse samfunds regulering. Ved siden af civilisationens historie er nemlig historierne om en mængde andre kulturformer, som i denne sammenhæng kan ses under ét.
De har to gennemgående, påfaldende træk:
1. Mennesker har overlevet i dem, gennem længere tid end i civilisationerne. Derimod er statsløse kulturer og deres medlemmer døde i stort tal ved mødet med civilisationen. Det benægter ideen om at statsmagten er livsnødvendig.
2. Der er mere latter og glæde i uciviliserede end i civiliserede samfund. Et andet træk, som antropologer har beskrevet er de uciviliseredes mange og mærkelige tabuer. Først nu forstår vi, at latter og tabu er to dele af den selvsamme sociale mekanisme, som her beskrives som Glejpner. Latteren er som en lyden af en klokke, der ringer og gør opmærksom på én, der har gjort noget helt rigtigt: Brilleret i situationsfornemmelse, strakt samværets grænse til det yderste og i de andres sind skabt en præcis forestilling om et tabu - uden at nævne det med ord. Det er den ultimative kunst! Latteren giver den fineste præmie, men også den hårdeste straf. Den som strækker fællesskabet for langt kan rammes af latterens hårde side og føler en skam, som kan jage ham ned i et musehul eller en rædsel, som kan jage ham ud af samfundet for evigt. Latteren er samfundets nøgle til grænsen mellem det hemmelige og det offentlige. Dens natur er halvt hemmelig, halvt opsigtsvækkende; halvt lykke, halvt helvede.
Den sunde latter kan give og tage, lokke og true, og den og er i al sin generøsitet og vælde kernen i det statsløse samfunds regulering. Ingen er i tvivl om den er ægte eller ej, og ingen kan erobre magt over den eller med den.
Latteren har næsten det hele; hvem behøver civilisationens forlorne tryghed, når man har latteren? Latteren rummer dog flere raffinementer og sikringer. Også samfund kan jo perverteres, så latteren bliver ondskabsfuld. Også latteren skal holdes i bånd. Det sker med gråden. I et sundt samfund standser latteren, når der er én, der ikke længere kan tolerere det og begynder at græde.
Dyr hverken ler eller græder.
Den 2. kulturelle katastrofe skete, da civilisationen kortsluttede latter og gråd ved hjælp af den forestilling, at gråd var latterlig. Da blev den rå og hensynsløse latter givet fri til de stærkestes underafdeling at det totale fællesskab. Det sker i ethvert civiliseret menneskes opvækst; men stærkest der, hvor civilisationens søjler står: Hvor kampen for civilisationens ædle sag helst skal have frit løb: Omkring galgen og gabestokken, i hæren, politiet, i psykiatrien. Latteren bølger i kollegernes kreds, mens de taler fortroligt om staklerne udenfor døren, hvor der er gråd og tænders gnidsel. De kan lige vove at græde, mens vi ser på det, så får vi for alvor noget at grine af - herinde. Har, har!
Den 3. kulturelle katastrofe var, at man gjorde magten til helt afhængig af talen og åbenlyst begyndte at foragte tavshed og tabu. Civilisationerne var med den tekniske udvikling blevet så stærke og så hensynsløse, at store dele af befolkningerne begyndte at drømme om revolution. Men fantasierne var ikke radikale nok. Man drømte ikke om at røre ved staten og civilisationen som sådan; blot ønskede man nogen andre til at kommandere med hær, politi og skatteopkrævere. Nogen fra folket selv, helst. Her opstod demokratiets frø; men ideen strandede, fordi den manglede en god idé om, hvordan man skulle plukke de få, som skulle herske over de mange.
For herskes, det mente man stadigvæk, at der skulle.
Så valgte man en katastrofal løsning: Snakkeforsamlingen - parlamentet! Ideen om, at man måtte kunne tale sig til rette om alt, bed sig fast trods enhvers jævnlige erfaring om det modsatte. Ideen om, at visse problemer bedst løses i tavshed er i sagens natur forvist fra parlamentet. Tabuer blev lovligt vildt, og reklame og ”kunst” begyndte systematisk at tiltvinge sig opmærksomhed ved at slagte tabuer. Dermed fik latteren den alvorligste skade siden civilisationen, og civiliserede mennesker mistede evnen til at regulere balancen mellem drøm og banalitet i deres nærmeste sociale enhed, familien, hvor intimitet og seksualitet giver de stærkeste kærligheds- og konfliktpotentialer.
Den 4. katastrofe var, at man reducerede diskussionen om samfundslivet til et tal. Et ganske bestemt tal: Flertallet. Erfaringen om, at man ikke kunne tale sig til rette om alt blev gentaget til kvalme i parlamenterne; men man klarede det: De svære spørgsmål blev til nogle få forudsagte valgmuligheder, som man afgjorde statistisk ved at tælle hvor mange, der foretrak hvad.
Valgmulighederne var ifølge statens og parlamentets natur altid forkerte alle sammen: For det første antog man, at statsmagten garanterede, at loven ville virke efter sin hensigt, det var en fejl. For det andet antog man, at regler skal ligge fast, det er en fejl. For det tredie, at de skal siges højt eller skrives ned, det er en fejl. For det fjerde antog man, at det forslag, de fleste ville foretrække også var den mest rigtige, det var en stor fejl. En hovmodig og fremfor alt enfoldig fejl.
Men selv civilisationens kulturhistorie er ikke katastrofer alt sammen: For 2000 år siden lancerede tømreren Jesus fra Nazareth den idé, at man i et kærligt fællesskab kan lære at møde ethvert menneske på en sådan måde, at man møder selveste Gud ved samme lejlighed. Desuden havde Jesus adskillige gode ideer om tilgivelse, fred og kærlighed.
Det skete under den romerske stats terror-regime, og selv om Jesus tav om det, skinnede det i gennem, at den nye religion underforstod, at mennesker ikke behøver at en stat til at sige, hvad der er rigtigt eller forkert. Det gennemskuede romernes benhårde vasal Herodes, og Jesus endte selv sit kødelige liv på den tids usleste måde, sømmet levende og stønnende op på et træstativ.
Romerriget indså 400 år efter, at det ikke kunne slå kristendommen ud. Derefter slog civilisationen ind på den næstbedste løsning (”If you can't beat them, join them), og det var effektivt. Romerriget fandt i den vidtforgrenede kristne religion en variant, som var villig til at lade alle sine vigtigste tænder trække ud til gengæld for at blive statsreligion.
Resultatet var det hellige, tysk-romerske kejserriges terroristiske kultur, som med våben, bål og tortur har hærget planeten og knust enhver anden kultur, den har mødt. Den har udplyndret mennesker og lande og siden belært indbyggerne om den særlige kærlighed og uselviskhed, som borgere altid skylder den lovlige, statslige øvrighed. Den statsautoriserede variant af kristendommen har siden forgrenet sig uden at miste fællespræget: Statens gud er en from tøffelhelt, som pænt spiller anden-violin under statens herredømme. ”Du skal elske dine fjender; medmindre staten lige siger, du skal slå dem ihjel. Så er dét din pligt, og jeg skal nok velsigne soldater og våben.”
Hvor den oprindelige kristendom er så enkel og genial, at et barn kan fatte den, blev den civiliserede kristendom så mystificeret og ufattelig, at de fleste opgav at finde meningen med galskaben og selv temmelig intelligente mennesker accepterede, at Herrens veje var uransagelige.
Men civilisationen har med dog med demokratiet opfyldt en af Jesu Kristi spådomme: Nemlig den, at de enfoldige skal arve jorden. De enfoldige er de mennesker, der tror, at der er ét rigtigt svar på hvert spørgsmål, ét rigtigt ord for alt, som virkeligheden omfatter, én statsordning, én retfærdighed, én lov, én sandhed, én civilisation - og at alt andet er af det onde. Det er sket, fordi de enfoldige udgør flertallet. Spørgsmålet er så: Hvem skal arve himmelen?
Før sin død sagde Jesus, at han gav himmeriges nøgler til Simon Peter. Simon Peter indtager en særstilling blandt Jesu disciple. Han er altid den enfoldige, til tider den ynkelige, selvmedlidende; men også den naive, den tillidsfulde.
Det var nok nødvendigt, fordi Jesus ville undgå, at nøglerne blev smækket inde bag himmeriges port, når han selv måtte lukke den bag sig. Men Simon Peter er jo også død nu, og jeg antager at nøglerne i princippet altid gives videre til de enfoldige. Lidt mere prosaisk sagt: Oplevelsen af lykken tager afsæt i det almindelige liv, og magten over det ligger i de enfoldiges hænder.
Nu venter vi bare på, at det enfoldige flertal opfatter, at det ikke fik nøglerne for at lukke sig selv ind og lade alle andre stå udenfor.