Vi forholder os til livet gennem bevidstheden. Den søger i retning af modsætninger. Det kan være kontraster inden for øjeblikket. I tiden er det forskelle på det, der var, det der er, og det som fantasien kan præsentere som det kommende: Det vi frygter eller det vi glæder os til. De to retninger giver orientering af mulighedernes univers. I dette orienterede univers forholder vi os ved opfatte hvad der er tilfældet og ved at forbinde ønske og handling gennem en hensigt om at forandre. På den måde bliver forandring et afgørende ord for at forholde sig til livet.
Bevidstheden kan indtage tre forskellige positioner i forhold til forandringer: Den kan forandre på sine omgivelser, det er at skabe - magt. Den kan lade omgivelserne forandre sig, det er at lære - opmærksomhed. Og den kan lægge forsøgene på at forandre noget eller sig selv til side for blot at forandre på sine relationer til andre bevidstheder til noget bedre. Det er at elske i videste forstand.
Menneskets sande væsen er dermed orienteret 1. opmærksomhed, 2. kærlighed og 3. skaberkraft/magt, og mennesket skal altså skal lære, elske og skabe, hvor de tre begreber anvendes i særlig vide betydninger. De tre virksomheder indgår i og dækker tilsammen ethvert element af det aktive menneskeliv.
De er ikke adskilte felter; hvert felt udveksler information med de to øvrige. Information omfatter her stof og energi (naturvidenskabeligt begreb), information (kommunikationsteori og semiotik) eller opmærksomhed (psykologi og ”åndsvidenskab”).
At lære er at forandres af forholdene; men menneskelig læring accellereres når opmærksomheden retter sig mod forskelle, stimulerer hjerneprocesser og forstærker personens tilegnelse af stabile evner. En persons egen opmærksomhed opstår som en medfødt, uspecificeret sult efter samselige forskelle og kontraster. At lære omfatter først nysgerrigheden og tilbøjeligheden til at tilpasse sig andre menneskers forventninger. Det sker ved barnets optagelse af kærlige menneskers forbilleder for roller og handlinger. I denne første proces forenes læren og elsken, som siden fortsættes gennem skabelse idet mennesket danne forestillinger og fysiske billeder til støtte for genkaldelsen af forestillinger. Integrerende for denne proces er tænkningens analyse og synteseprocesser, som indøves gennem sprogets fortællinger, men som også kan anvendes uden ord.
Fra et naturligt centrum bevæger opmærksomheden sig ud og ind af læring, elsken og skaben og udvider sig spiralformet, så begreberne bliver mere og mere komplekse og mere og mere prægede af den lokale tradition.
Hvert af de tre felter har sin egen substans og dynamik: At elske kræver sanselig nærhed, men hermed følger også en risiko ved for stor nærhed.Man er nødt til at lære at elske i betydningen at kunne orientere og placere sig i forhold til andre mennesker, til at søge kontakt når forholdene er gunstige og undvige, når de er farlige. Hele tiden den rigtige afstand. At elske er at leve fredeligt med andre mennesker i forhold, hvor man også kan skabe og lære. Begrebet er bredt og omfatter alle menneskelig forhold, som påskønner et andet menneskes væren og håber på lejlighed til tilnærmelse. Den særlige menneskelige kærligheden opstår som en medfødt sult efter andres opmærksomhed (samt naturligvis biologiske vedligeholdelsesinstinkter). Andres opmærksomhed ledsages af deres meningfulde reaktioner og former den enkeltes karakter.
At skabe er at ændre på forestillinger og stof, så de bliver anvendelige når man skal elske, lære - eller skabe noget andet. Magten til at ændre stof og forestillinger opstår af to kilder: Først opdagelsen af at kontrol over egen krop giver mulighed for at rette sanserne og opmærksomheden mod de bedste kontraster, og siden påkalde sig opmærksomhed og meningsfulde/kærlige reaktioner. Siden opdager man at magt ofte er en løsning på frustrationen over afmagt og kontrol: Evner og magt kan udvikles så man selv kan skaffe sig adgang til kontraster, kærlig opmærksomhed, mad og andre fornødenheder. Skabelsen er i realiteten omskabelse at ødelægge noget og danne noget andet, som er mere værdifuldt for mennesket: Først fornødenheder til opretholdelse af det biologiske liv, for eksempel føde og redskaber.
Sidst - og her går det galt - får man den dårlige idé, at når afmagt kan mindskes med magt, så kan man måske fjerne afmagtens følelse, frustration, helt, hvis man blot kan skaffe sig magt nok: At skaffe sig færdigheder nok, viden nok, magt nok, kunster nok. At skabe værktøj nok, våben nok, byttevarer nok - at tjene, låne, stjæle penge nok.
Det kan man ikke. Men der er andre metoder, og Gleipner-teorien
er en teori om hvordan man gør. Det er ikke bare nemt, det er også sjovt. Man
skal desværre blot have ryddet et par kulturelle misforståelser af vejen; dét
er til gengæld svært.