Glejpner-teorien begyndte at udvikle sig i 2001.
Den opstod som usædvanlig syntese af fragmenter, som jeg har opsamlet fra
samtaler med klogere folk, fra foredrag, fra egne iagttagelser og læsninger af
videnskabsteori, filosofi, etik, religion, socialpsykiatri og psykologi.
Syntesen blev pludselig mulig gennem nogle Glejpner-”særidéer”,
som jeg selv har måttet lægge hoved til.
Den første og afgørende var en teori om latter. Siden er kommet en om personlighed og sindssyge, en om fri religion og en om tillid og autoritet.
Jeg kan altså ikke henvise til nogen anerkendt, pålidelig kilde til disse forestillinger.
Den første frisættende teori, latterteorien, opstod ved at jeg havde en drøm, hvori jeg så på Fenris som ved den magiske lænke Glejpner var bunden midt i en kreds af trygge, smilende mennesker. I det øjeblik sceneriet stod klart for mig, vågnede jeg med et sæt, helt klar i hovedet. Klarheden var nu komplet møbleret med en teori om, hvilken rolle paradokser, tabuer og banaliteter spiller i det naturlige fællesskab, som viser sig i at man kender hinanden og kan le sammen – og af dem, som er uden for kredsen og ikke en del af fællesskabet.
De senere særidéer er kommet på lidt mere almindelig vis, når jeg har været koncentreret optaget af et vanskeligt problem og problemets forskellige elementer pludselig skrider til side for hinanden på en overraskende måde og lægger sig på plads i et mønster, man ikke har set før.